Flere timers kig ind i flammerne under en åben fynsk aftenhimmel bragte ord om kærlighed ned i min notesbog:
"Det eneste vi kan love os selv, og et andet menneske for den sags skyld, er at gøre hvad vi kan for at holde hjertet åbent, så kærligheden kan få lov at flyde. Det er et stykke arbejde, for de fleste. Der er meget at opdage, undersøge, afkode, vikle ud og finde ind og frem til for at elske sig selv, en mand, en kvinde, et barn… og elske nok. Det kræver mod, vilje, bevidsthed og vågenhed at (turde) holde hjertet åbent, blive i det (ukendte) rum, med alt hvad det kan føre med sig af tvivl, utryghed, usikkerhed, gamle fortællinger og antagelser, der gerne vil styre vores liv." Inden min pen røg op i hånden, havde min kniv snittet i en pind og også lidt blod frem i en finger. Med toiletpapir rundt om såret fortsatte min pen: "Kærligheden er din vejviser. Kan kærligheden flyde eller kan den ikke? Når det er svært for den, så er det tid til at tage sig særligt godt af den, så er der noget at tage vare på, i sig selv først og fremmest. Hvordan vil du gerne leve dit liv, og hvordan går det med det? Jeg elsker at stille mig selv det spørgsmål. Det er som at spørge kærligheden, hvad den har brug for. Kærlighedens transportmiddel er grace (jeg kan ikke finde et rigtigt dækkende ord på dansk, så jeg nupper altså ‘grace’). Når kærligheden ikke kan komme frem med grace, så må jeg finde ud af, hvad der står i vejen’. Det begyndte at regne. "Grace er mildhed, klarhed, nærvær og ønsket om at være åben, være flydende, være uanstrengt til sted med bevægelserne i livet. Grace tillader også at mærke grænser. Når hjertet er åbent og modtageligt, bliver det tydeligere, når det der kommer tæt på hører til en anden. Det kan være følelsen af vrede, uretfærdighed, jalousi, behov for at skændes, grine af den anden, selv om der ikke er noget at grine af. Det kan være frygt for at miste, et stort behov for anerkendelse. Etc. Når det lykkes at se, hvad der er dit og hvad der er den andens triggers og følelser, så kan kærligheden lettere flyde fra sin kilde. Det kan den godt lide, og sådan har den det bedst. Når kærligheden får det sidste ord, giver det livet en chance for at åbne sluserne, og os selv mulighed for at ånde, frie, med integriteten intakt, i kærlighedens indre takt.’ "Når jeg kigger ind i flammerne kommer der tanker, der bare er helt sig selv", sagde min mor, inden hun med milde øjne krøb længere ned i læ af en halmballe og næsten blev væk i stilheden vi alle gav hinanden, så tankerne kunne få lov til at være med sig selv i bålbad. |
