 “Min mor sagde jeg skulle gemme mine følelser bag lukkede døre, inde i skabet. Min far, han tog hjemmefra tit, uden at sige hvorfor." Sofie kigger på den lille tegning, jeg laver til hende: "Jeg kan godt se hvorfor jeg skal tale om det, der er under linien."  Selvom det er ubekvemt at tale om de følelser, hun aldrig har delt med nogen, så finder Sofie modet til at gøre det. Hendes veludviklede evne til at lukke ubehag inde vender hun til det som hun kalder gåpåmod. Dét bliver hendes nøgle ind til ‘følelserne bag døren’, og Sofie formår at mærke og fortælle om de følelser, bringe dem frem i lyset og give dem den kærlige opmærksomhed, som de har manglet.
Sådan flytter hun det under linjen op over den, til en vågen bevidsthed om noget “der bare altid har været sådan”, lige indtil nu. Sofie begynder at være mere tilstede i livet. Efterhånden, med mere over linjen end under den både kan og tør mærke følelser af at være forkert, dum, lille, utilstrækkelig, ubetydelig… og bange. Hun forstår også, hvorfor hun må tage kærligt vare på det, der plejer at give hende ubehag og som hun tidligt har lært at gå væk fra, ved at gemme det ‘bag lukkede døre’ og så dulme det, så det bliver derinde. Det her er en del af Sofies vej til forandring af det, der altid har defineret hende og hendes vej til transformation af de destruktive mønstre, som hun har haft mange grunde til at skabe. Det er en kompleks proces at transformere traumer. Det lyder måske stort. Det er det i grunden også. Det kan jo ændre et liv. |