|
Da jeg vendte mig om efter at have skubbet min fars kiste ind i rustvognen stod de der. Mine kæreste venner, min eks-mand og mine døtre. De var lige dér. De var der siden, når jeg havde brug for at tale om ham. Når vi møder op på de tidspunkter, hvor mennesker vi kender tager afsked med deres kære, er vi med til at bære sorgen sammen med dem. Vi kan ikke tage deres personlige sorg for dem, det skal vi heller ikke, men vi kan være med til at holde den et øjeblik, sorgen som indtil da måske både havde været fjern og ukendt … også frygten for sorgen kan blive et fælles eje, bare for en stund. For få dage siden talte jeg med en kvinde om hendes mor, der gennem en del år var blevet mere og mere væk i demens. Hun havde besøgt sin mor hver eneste dag i de år. Hun tog hen til hende med sin madpakke, hver eneste aften. Kvindens mor døde denne sommer, og nu sad hun foran mig og fortalte, at hun havde været sammen med morens familie, to måneder efter begravelsen, til en familiesammenkomst. Ingen, absolut ingen, havde nævnt hendes mors navn en eneste gang endsige spurgt kvinden, hvordan hun havde det. Den sorg jeg så i hendes ansigt, og som vi talte om ved samme lejlighed, handlede lige der mest om, at ingen var sammen med hende om at have mistet. På hendes arbejdsplads er der kollegaer, der spørger til hende med jævne mellemrum. ‘Det betyder virkelig meget, at de gør det’, sagde hun, tydeligt bevæget over at konstatere, at det ikke er fra hendes familie, hun får den omsorg, som ville gøre smerten og ensomheden lidt nemmere at bære. Jeg har talt med mange, der har mistet og flere har fortalt, at det værste de kan møde er ignorance, også selv om det er ‘i den bedste mening’. Hvis der ikke er plads til at sørge kan ensomheden, der ofte følger med, når vi mister, blive endnu større, ubærlig til tider. Jeg husker en mand, der havde mistet sit barn. Han fortalte mig, at det værste ved det samvær han havde med andre efterfølgende var, at de nærmest allesammen havde travlt med at få ham til ‘at komme videre’. Du skal måske få dig en hund, måske skal du begynde på badminton igen… eller skal du mon tage på den rejse, du altid har snakket om? ‘Hvorfor må jeg ikke bare få lov at sørge over at have mistet mit barn’, sagde han. Sorgen er naturlig. Ikke så velkendt at være i, for de fleste. Men den kan vise os ind til dybden, af hvor meget vi har elsket. Det ka’ tage tid. Men den er at finde. Kærligheden, når først vi når ind til den og kan omfavne den. Personligt oplevede jeg, at alle mine tårer efter min fars død skabte plads til at holde sorgen ud, og favne alle de forskellige hjørner og minder, den tog mig hen til. Jeg husker, at jeg i tre måneder græd, virkelig tit. Bagefter oplevede jeg, at sorgen havde ændret sig markant og jeg kunne være sammen med minderne og med min mor og hendes sorg på en måde, jeg ikke tror jeg ville have kunnet, hvis jeg havde lukket mine egne tårer inde og bedt sorgen forsvinde.  |