Et punktum i en udveksling, kan være den måde der er til rådighed for at noget andet kan ske. For at et mønster kan implodere, kollapse. Og det kan være nødvendigt, hvis ikke man skal lande med hinanden på samme niveau igen og igen.

Du sidder med din telefon i hånden og der er den besked, du ikke kan få svaret på, fordi den har lammet dig, fordi den har taget dig derhen hvor de tit gør de sms’er. De blive sendt af sted ord der får dig til at få skyldfølelse.

Jeg tænker her på sådan punktum, der afbryder en samtale, der ikke fører andre steder hen end tilbage hele tiden.

at afbryde en samtale med.

Også pludseligt.

Det kan være det, der skal til for at noget andet kan ske end det der plejer at ske.

At lave et måske utraditionelt punktum, et stop! i en samtale kan være den bedste måde, du afgrænser dig, for ikke at køre med den anden rundt i ring; stop kan være det nødvendige sunde valg, når det betyder her er hvad jeg kan være med til/eller ikke længere kan med til, etc.

At stoppe samtalen er det, der af og til og i perioder må ske for at undgå at køre ned ad en vej, hvor man kører sig selv over eller mister sig selv undervejs, fordi man automatisk styrer direkte ned i et gammelt spor, fryser… eller går i trance.

At stoppe en samtale uden enighed om, at her til kunne vi komme og inden der er sket det i samtalen den anden håbede. Det er noget af det sværeste for de fleste. Ikke mindst at gøre det uden bagefter at stå tilbage med en følelse af at man skylder noget, også lang tid efter.

Det sætter sig tit i maven ikk. Men hvem er det ,der holder regnskabet?

At stoppe en samtale kan være starten på noget bedre, på at noget i dig kan slippe, et gammelt mønster, en uhensigtsmæssig dynamik fx.

Det kan være en måde at sætte sig selv fri, komme ud af et fastlåst mønster, en uhensigtsmæssig dynamik. Det kan være det der skal til for at man (også sammen) kan flytte til et andet niveau og dermed have større mulighed for at der kan ske noget, der reelt er gavnligt. Også længere fremme end nu og her, hvor man måske har tendens til at gå med for at få en form for fred. Selv om det giver det ikke nødvendigvis, ofte ikke sådan virkelig fred til at noget andet kan ske.

At stoppe en samtale selv om det kan synes som at afbryde eller som om man ikke er interesseret i den anden, det kræver noget.

Det kræver blandt andet, at man kan tåle, hvad den anden måtte synes, mene og sige. Og tåle at gå imod sit eget instinkt som måske fortæller én, at man skal blive ved og ved og ved med at lytte og svare, lytte og svare… være med til at opretholde samtalen… selv om det den måske er med til at opretholde er samme niveau af fx. en søgen, længsel, hungren efter retfærdighed, forløsning for frustration, anerkendelse, en løsning, ro… Men, det er sjældent samtaler af den karakter bliver til det, der gavner dybest inde. Det der kan skabe den forandring man ønsker for at en livs-smerte kan ‘gå væk’.

At sætte et punktum midt i det hele. Et udråbstegn måske endda, og så rulle gardinet ned for en stund. Det kan være det bedste at gøre, når samtalen ikke fører til, at man får skiftet niveau og dermed kan flytte til et sted, hvor noget andet reelt kan opstå.