Når du gør det samme, som du plejer, sker der (som regel) det samme, som der plejer.

Usunde dynamikker i relationer kan i lang tid køre i ring, og mindst en af parterne ud over egen grænse.

Men hvis en af parterne åbner sig for at gøre noget andet, kan dynamikken ændre sig.

"Hvad vil det sige at gøre noget andet?”, spørger du måske

Og det er jeg glad for, du spørger om. Lad mig give et eksempel:

Det er torsdag aften, du står med tandbørsten i munden. Det er sent, du skal tidligt op til et kundemøde i morgen og nå forbi en af dine venner og aflevere dine børn, der begge er syge. Du håber, de snart bliver raske, og at du ikke også selv bliver syg. Det er et vigtigt møde i morgen. Du fik ikke tid til at summe nok over det her til aften. Der var så meget. Du håber, du kan sove, i hvert fald til den lille vågner. Du springer tandtråden over. Det gør du tit.

Pliiing.

Der kom en besked på din telefon.

Pliiing.

Du fik ikke sat den på lydløs.

Du børster videre, højlydt. Dine arme spænder op. Dine tanker sender sig selv ud til telefonen i køkkenet.

Du venter til i morgen. Tænker dén ene tanke, der blev tilbage sammen med tandbørsten.

Pliiing.

Endnu en.

Pliing.

Det er din ex. Du mærker det på lang afstand. Din krop kender konsekvensen af ikke at svare med det samme. Og også af at gøre det. Uanset bliver det en endeløs tråd af frem og tilbage og ondt i maven. Om du svarer nu med tandbørsten i munden eller venter til i morgen, imens du laver grød til børnene. Det lå og lurede i dit baghoved, imens du læste godnat-historie. Siden har du mest bare gået rundt og lavet ingenting. Du skrev til din ex tidligere, at du ikke havde så meget mere at give af idag. Først kom der så et ‘Det kan jeg godt forstå’. Det var du glad for, skrev du tilbage, lettet over at blive mødt. Men som det tit sker, er det som om en djævel træder ind på scenen, lige efter. Og de næste beskeder er den ene bebrejdelse efter den anden. Og lige meget hvad du skrev tilbage og brugte lang tid på at formulere, i håbet om at møde din ex kærligt nok, og selv blive det, så modtog du udelukkende spydighed og bebrejdende sms’er. Det er som om, det er taget til efter du har fået en kæreste, er det ikke? Eller var det sådan før også. Du kan snart ikke rigtig huske det.

Du plejer at være (omend ufrivillig) medskaber af de lange tråde. Men her til aften sker der noget i dig. Et fysisk stop! så mærkbart i dig, at det bliver en del af dit svar. Det er tid. For ellers har du udsigt til endnu en opslidende sms-udveksling, som dog på et tidspunkt ville slutte, enten fordi du siger undskyld, eller din ex pludselig stopper og ikke skriver tilbage et par dage. Indtil næste gang, hvor dit hjerte skal bruges som afladnings-station.

Du spytter ud. Sætter tandbørsten på plads. Tisser til du er færdig, bevæger kæberne så de knækker, du ruller skuldrene ned på plads. Så går du ud i køkkenet, tager telefonen op, trækker vejret, læser beskeden. Helt som det plejer at være. Det er dit svar til gengæld ikke:

“Du skal stoppe med dine angreb og bebrejdelser!”.

Send.

Det kan tage tid, og mange runder af det samme, før smerten ved at opretholde et mønster bliver større end frygten for at ændre det.

Samtaler kan ændre dig. Og du kan ændre samtaler. Det er nødvendigt at gøre noget andet, hvis der skal ske noget andet. Og det er nemmere sagt end gjort. Mønstre sætter aftryk i kroppen, og dem opdager du sikkert tit først senere. Fx. som spændinger i kæberne, hårdhed i solar plexus etcetera etcetera. Hvis du begynder at gøre noget andet, er det normalt, at det tager tid, at din ændrede adfærd giver mærkbare ændringer i kroppen; nogen gange tager det lang tid, selv med bevidst regulering og korrigering, førend der er mere blødt indeni. Mindre vagtsomhed, mere tillid.

Mønstre har sit udspring et andet sted end der, hvor de udspiller sig og skaber disharmoni og til tider bliver til destruktiv adfærd.

Allerede inden du har set, at beskederne der pliiinger, faktisk er fra din ex, ved du det. Det er nervesystemet, de mange oplevelser fra den velkendte dynamik, der sidder som aftryk i kroppen. En vagtsomhed som ikke lige sådan er til at slippe og transformere, ‘bare’ ved at beslutte at vente til i morgen med at læse beskederne.

Og ja, du drages til at læse beskederne før næste morgen. Det sker nærmest bare. De kodninger, der styrer i den slags situationer, er du ikke herre over, fordi traumet kører og nervesystemet reagerer på det først og fremmest. Tidligere har du oplevet, at det fortsætter og fortsætter… Denne gang skete et skift, og det blev til et nødvendigt Punktum.

“Men vil min ex stoppe bare ved en enkelt streg i sandet?,” spørger du måske.

Det kan ske. At en tydelig afgrænsning var det, der skulle til for at skubbe dynamikken ud af kurs. Et vigtigt næste skridt du for at noget andet kan begynde at ske.

Væsentlig fremtidig forandring kræver erkendelser og viljen til at korrigere. Og at blive ved med at hive de kroge ud din ex forsørger at sætte ind og holde dynamikken fast med.

Hvis du har tendens til at tro, du kan og skal redde andre, og jeres relation, vil du sandsynligvis gå langt, før du siger stop og ændrer præmissen for den usunde dynamik.

Men dén tendens kan ændre sig.

Det kan måske starte med, at du ved og erkender (endnu) dybere, at det ikke er dit job at redde den anden fra sine egne følelsesmæssige reaktioner.

Alene af den grund, at det kan du ikke.

At finde mod nok og viljen til at gøre noget andet, at turde risikere konsekvenserne og finde en vej til at tåle andres reaktioner, det er et af de sikreste skridt hen til mere fred indeni.

Og kan det ske samtidig med, at du bevarer blødhed og åbenhed i hjertet, så er der Håb!