Det kan være ætsende.

Det vi ikke taler om, kan skabe forbitrelse, ærgrelse, jalousi og andre nedbrydende forstyrrelser i alle dine relationer.

Det, vi ikke taler med hinanden om, bliver ikke altid væk af, at vi undgår det. Medmindre vi fortrænger det. Og selv der bliver det ikke væk. Kroppen husker, ser det ud til.

Jeg gætter på, at du allerede har oplevet konsekvenser af manglende samtaler; mærket dem i din krop, i din måde at reagere på og tænke på. Det er jo der, der viser sig tydelige tegn. Selv om det starter et andet og dybere sted. Og det faktum vil jeg gerne anerkende, først. At det at samtaler ikke bliver, eller stopper før tid, som regel har rod et andet sted, end dér hvor miseren opstår. Og det er medvirkende til, at det kan være svært (og blive trygt nok) at skabe de samtaler, vi gerne vil have, og få dem til at gøre godt og bane vej for flere.

Det, vi ikke taler om, taler sit eget tydelige sprog. Nogle gange kommer det ud mellem sidebenene, som spydighed, sarkasme, fordømmelse, og det kan skabe kulde, sågar ondskabsfuldhed. Det kan komme som lyn fra en klar himmel.

Nogle gange

kommer det ud

mellem sidebenene

Forestil dig et middagsselskab hvor snakken mellem dig og en veninde glider hen på noget, der foregik for 3 år siden. Der er ikke blevet talt om det specifikt efter den episode, der nu kommer ind i samtalen ved bordet, hvor I er nået næsten gennem hovedretten. Der har ikke i løbet af de 3 år været tegn på, at der manglede at blive talt om det, måske bort set fra, at du indimellem får en sugende fornemmelse indeni, fordi der er noget, der spøger, når du er sammen med veninden. Især når du fortæller om ting, du gør sammen med andre end hende. Det kunne ikke være på en anden måde dengang. Men i dag falder samtalen på emnet, ganske harmløst troede du, men med ét siger veninden, med fordømmende stemme der braser ud inde fra sidebenene, noget hun nok ikke har fundet fred med eller erkendt sandheden om, og som nu bliver sendt af sted mod dig med en smag af, at hun både er forsmået og forurettet. Bam. Helt uforberedt er du. Som du sidder der med gaflen på vej ind i munden. Der er åbenbart en fortælling i veninden om det valg du tog, og som hun godtog, dengang, men siden har lagt ned i andre spor i sit indre, om ikke at blive valgt, om at savne at være vigtig for nogen, om at blive mødt i sin kærlighed. Og noget i samtalen i dag, noget du sagde for lidt siden, måske, trigger din venindes fortælling om dengang. Du har kun et lille pib at gi’ tilbage, så paf bliver du, og tager senere hjem med en velkendt krog i hjertekulen.

Det kan tage tid, inden det er muligt at tale om det, der rumsterer og ligger som et slør hen over relationen, eller spøger i baggrunden. Og dét har sine grunde, tit ubevidste, og meget tit ikke helt til at forstå. Fordi det starter i kodninger, hvor der tit er dybe spor af frygt som bliver aktiveret, når der bliver rykket i trådene nede i grundstoffet.

Har du kodninger som fx. at andres velbefindende og den gode stemning er dit ansvar, eller du bærer frygt for at have gjort forkert og blive hængt ud eller hånet for det - for det blev du måske en gang? Så kan middagsselskabet sende dig lige direkte tilbage ned gennem den tråd, og der kan være et stykke vej op til mere end et pib, i første omgang, den dag hos veninden. Og det er helt normalt.

Du bliver mest bare paf, ved ikke hvad du skal sige.

Er der noget du og din partner, du og dit (voksne) barn, du og din forældre, du og en anden ikke taler om? Også selvom du er klar over, at det har betydning for, hvordan dit forhold er til den relation. Og hvordan du har det med dig selv. Og selvom det har sat sig som vrede i dine kæber og indkapslet hårdhed i solar plexus. Selvom det vækker dig om natten, holder din vejrtrækning tilbage det meste af dagen og til tider trækker dig ind i dig selv, til det sted hvor det bliver til fastlåsende fortællinger, der står i vejen for frisættende samtaler. Måske bliver du lille, når din partner ønsker, at du gør noget anderledes, at du er hurtigere, mere åben, bedre til at sætte ord på etc. etc. Og du bliver mest bare paf, ved ikke hvad du skal sige, sætter et anstrengt smil op, griner skingert, krummer dig sammen indeni, men viser det ikke, for måske er du (ubevidst) bange for noget her. Kan det være du er bange for at være forkert, for lidt, skyld i noget? Hvis du ikke kan komme forbi dine reaktioner, som måske gør, at du forlader rummet, samtalen, dig selv, eller går over dine grænser ved at gå med på din partners ønske, selvom du ikke er der (endnu), så har det konsekvenser. Selvfølgelig har det det.

Det, der ikke blev talt om, har splittet familier. Selvom man elsker hinanden, og måske endda har tilgivet. Det har ødelagt ægteskaber og venskaber.

Nogle gange mangler der erfaring, evnen, og modet, til at tage sin del af ansvaret, vide hvad dét betyder, i det hele taget. Mange gange mangler viljen til at korrigere det, der er brug for at korrigere i selvforståelsen, så noget andet kan ske.

“Skal vi tale om alt, med alle dem vi har en svær eller akavet relation eller situation med?”

Det korte svar er: Nej

“Kan der være noget godt ved at vende den anden kind til for at gå en anden vej?”

Det korte svar er: Ja

“Kan det gavne at sætte punktum for en samtale, inden den anden synes at have fået nok?”

Det korte svar er: Det kan være tid til netop det punktum.