‘Det skal du fandme ikke gøre én gang til!’

Helene står i sin mors døråbning og får hendes formanende pegefinger lige op i ansigtet. Søsteren og hendes kæreste sad inde i stuen. Hun kunne høre dem snakke med deres halvanden årige datter. Søsteren havde ringet og spurgt, hvornår hun kom. ‘Om halvanden time ca’, havde Helene svaret.

‘Så du kommer ikke om lidt?’

‘Jeg kommer, når jeg er færdig her. Det passer nok med halvanden time. I skal bare spise, måske I gemmer lidt til mig.’

De skulle allesammen have været i Tivoli den eftermiddag, det var første gang med den lille. Så blev det regnvejr. De skrev på tråden og blev enige om at gøre det en dag med bedre vejr. Måske på søndag. For om søndagen er de altid sammen hos moren.

Helene var hjemme hos sin veninde, og det var faktisk mere roligt for hende ikke at skulle flere ting på sin fridag. Men Tivoli-turen med niecen ville hun gerne have været med til. Moren havde skrevet, at de i stedet kunne spise sammen hos hende. I stedet for i Tivoli.

‘Det gør du fandme ikke én gang til’.

Det var ikke første gang hendes mor modtog hende med løftet pegefinger og en forudrettethed, der skar vejen gennem en tåge af forventning.

‘Nå der er du!’

Søsteren kiggede op på hende nede fra gulvet, hvor hun sad og skiftede den lille, som blev urolig og var træt. Det var halvanden time siden de snakkede sammen.

‘Vi har altså spist.’

Moren gik efter Helene rundt i stuen og fortalte om alt det søsterens kæreste ville have talt med hende om, og de havde jo aftalt den her dag sammen og … Helene gik ind på badeværelset. Moren stod udenfor og begyndte at tale til hende gennem den lukkede dør, om noget hun havde set i fjernsynet. Når moren havde irettesat Helene fulgte som regel intense forsøg på at få en samtale med hende, om noget andet.

Helenes mave trak sig ind og spændte op.

Har jeg gjort noget forkert?, spurgte Helene sig selv i spejlet, men fik ikke noget svar tilbage.

Da hun kom ud fra badeværelset var klumpen i maven flyttet op i halsen. Hun vidste ikke, om det var pga af klumpens nye placering eller de tårer, som hun ikke kom ud. I hvert fald kunne hun ikke sige noget.

Helene satte sig ned på gulvet, niecen rakte ud efter hende. De andre tre kiggede på Helene. Ingen sagde noget.

Niecen faldt i søvn efter en halv times tid, og Helene rejste sig.

‘Går du allerede?’

‘Jeg skal tidligt op i morgen’. Hun kunne næsten ikke få det sagt, for hun vidste godt inderst inde, at det ikke var grunden, til at hun gik.

‘Vil du ikke have noget mad med hjem så?’

Mon moren nu stod måbende og ked af det bag sin hoveddør?, tænkte Helene, da hun var gået . Var det forkert af hende at gå, når nu de så gerne ville have hun var der? Skulle hun vende om og gå tilbage?… det ville de blive glade for.

Hun fortsatte ned til sin cykel, huskede ikke hvad vej hun cyklede hjem.

Kædelåsen havde hun glemt et sted.

‘Jeg begyndte at få ondt i maven om torsdagen.

Tit meldte jeg mig syg om fredagen.’

For længe siden begyndte Helene at få ondt i maven om torsdagen og meldte sig tit syg om fredagen, menstruations-smerter. De var ekstra kraftige denne gang, forklarede hun.

Den her fredag havde en kollega spurgt til hendes uregelmæssige menstruation.

’Jeg skal også til læge i næste uge’.

Helene oplever naturligt nok skyldfølelse, fordi hun går og i det hele taget ikke gør sådan som hun plejer og som familien forventer. Hvis du har prøvet at gå fra nogen, du plejer at være tæt med, der måske har været i din cirkel i mange år, kender du sikkert til den nærmest råbende skyldfølelse. Også selv om den empati du plejer at have over for dem nu vender sig imod dig selv, af gode grunde, vil skyldfølelsen og tvivl som regel ikke nøjes med en stille hvisken.

Nu fulgte dage, hvor moren var ked af det.

Søsteren mente, det var Helenes skyld, men snakkede kun med moren om det.