‘Det skal du fandme ikke gøre én gang til!’

Helene står i døren og får sin mors formanende pegefinger lige op i ansigtet.

Søsteren og hendes kæreste sad inde i stuen. Hun kunne høre dem snakke med deres halvanden årige.

De havde spist, inden hun kom. Det var helt fint sådan.

Søsteren havde ringet og spurgt, hvornår hun kom. ‘Om halvanden time ca’, havde hun svaret. ‘Så du kommer ikke om lidt?’

‘Jeg kommer, når jeg er færdig her. Det passer nok med halvanden time. I skal bare spise, måske I gemmer lidt til mig.’

De skulle allesammen have været i Tivoli den eftermiddag, det var første gang med den lille. Hendes mor, søsteren, hendes kæreste og barnet på halvandet år.

Men så blev det regnvejr.

De skrev på tråden og blev enige om at gøre det en dag med bedre vejr. Måske på søndag… hvor de alligevel altid er sammen. Hos moren, søndag aften.

Helene var hjemme hos sin veninde, og det var faktisk mere roligt for hende ikke at skulle flere ting på sin fridag. Men Tivoli-turen med niecen ville hun gerne have været med til.

Moren havde skrevet, at de i stedet kunne spise sammen hos hende. Altså i stedet for i Tivoli.

Moren havde åbnet døren allerede, da hun havde set Helene stille sin cykel i gården. ‘Det gør du fandme ikke én gang til’. I stedet for ‘hej Helene’.

Det var ikke første gang hendes mor modtog hende med løftet pegefinger og en skærende forudrettethed, der nemt fandt vej gennem hendes forventningståger.

‘Nå der er du.’ Søsteren kiggede op på hende nede fra gulvet, hvor hun sad og skiftede den lille, som var urolig og mega træt. ‘Vi har altså spist.’

Moren gik efter hende rundt i stuen og fortalte om alt det søsterens kæreste ville have talt med hende om, og de havde jo aftalt den her dag sammen og …

Helene gik ind på badeværelset. Moren stod udenfor og begyndte at tale til hende gennem den lukkede dør, om noget hun havde set i fjernesynet.

Helene fik ondt i maven.

Det var ikke første gang.

Hun blev også i tvivl.

Ikke om hun skulle være kommet.

Men om hun havde gjort noget forkert.