Det vi ikke har fundet fred nok med, kan vise tænder, når vi mindst venter det.

Det der ligger ubearbejdet og gemmer sig i vores indre, kan komme anstigende og snigende på det mest upassende tidspunkt.

Lad mig give dig et eksempel:

Du møder en mandag morgen på kontoret og begynder straks glædestrålende at fortælle din tætte kollega, at du i weekenden har planlagt en ferie sammen med en god ven. Du når ikke at sige mere, før din kollega resolut rejser sig fra sin plads. Hun går hen til døren og mumler noget med at have glemt sin telefon i et mødelokale tidligere. Men, din kollega har ikke haft et møde så tidligt. Det ved du. Så, hvad sker der? Hvorfor lyver hun for dig? I er jo venner. I har delt alverdens ting og begivenheder. Ja. Netop. Din kollega har måske håbet, at det var jer to, der skulle af sted på ferie sammen i år. I havde talt om at det kunne være sjovt en dag ik’. Så hun bliver ramt. Ikke af dit valg, men af det som din nyhed bliver til inde i hende.

Det kan være din kollega tidligere har prøvet at lave en næsten-aftale med nogen, og så laver denne nogen en aftale med en anden i stedet. Det kan ligge langt tilbage. Måske en forældre der lovede noget og ikke kunne opfylde det. Der kan være lignende oplevelser, som har sat sig som et sårbart aftryk i hende. Og det vågner så måske den mandag på kontoret.

Det sker bare.

Og det gør ondt.

Det føles i din kollega som noget, du gør imod hende. Noget der holder hende udenfor. Noget der gør, at hun (igen) føler sig svigtet og ikke vigtig for dig, for nogen. Dét eller noget lignende kan gå i gang, når et gammelt sår bliver ramt, et der ikke er helet og ikke er fred nok med. Din nyhed bliver en trigger for din kollega.

Det kan gøre ondt at blive ramt i et gammel sår.

Rigtig ondt.

Og hvad gør vi, når noget gør rigtig ondt?

Vi trækker os, skubber langt væk, går i kamp eller lukker ned. Blandt andet. For ikke at mærke det, der gør ondt. Nervesystemet gør sit arbejde her. At passe på os. Lige meget hvilken strategi din kollegas nervesystem vælger, så er det selvsagt svært for hende at forblive i situationen, sådan som den er, for dig. Fordi din kollega med lyntogs fart er blevet transporteret et andet sted hen, nemlig tilbage til noget hun oplevede engang, som gjorde ondt på samme måde. Og stadig sidder i hende.

Så hvad kan du gøre uden at komme til at reagere fornærmet eller fordømmende?

Det mest modne og sunde er, hvis du kan nøjes med at blive forundret og finde overskud til at tage den op sammen med hende.

Jeg kunne håbe for jer, at din kollega får sundet sig, og opdager hvorfra hendes reaktion kommer, måske i morgen, for så kan der ske noget andet, og I kan få en relation med endnu mere tillid og tryghed i. Måske skal hun bruge længere tid. Kan du vente på det?

Hvis vi ikke når/kan nå at gribe om os selv, kan vores reaktioner blive svære for andre at forstå. De kan endda virke skæve og umodne. Og det er de måske på sin vis også. Og så er de også helt naturlige. Det er nervesystem og kodninger, der er på færde.

Traumer følger nemlig med hele vejen op, når de ikke er blevet reguleret nok, eller når der sker re-traumatisering.

Når det, der går i gang indeni føles for stort, kan alle komme til at føle sig små.

Vi kan ikke vide, hvor det rammer i andre, det vi siger, og det vi gør. Vi kan ikke gardere os. Vi kan heller ikke redde andre fra at blive ramt. Men vi kan vide at det kan ramme. Og at der er grunde til, at der kommer reaktioner på hinanden, som vi tit ikke er herre over.

Din kollega vidste nok ikke engang, hvad der inderst inde i hende var grunden til, at hun rejste sig og gik, imens du delte en glædelig nyhed. Hun vidste måske ikke, hvorfor hun ikke bare kunne sidde og lytte til det, som du delte med hende, netop fordi hun er en, som du gerne vil dele glædeligt nyt med.

Når nogen bliver forfremmet, forlovet, forældre, gift, får en ny ven eller sofa, kan der opstå misundelse og jalousi. Men det starter som regel et andet sted.

Indlejrede sårbarheder simrer ofte i en suppedas af frygt og mangelfølelse. De kan ligge der i årevis, uden at du ved det er dem, der spiller dig et puds.

Jeg håber for din kollega, at hun kommer og sætter sig på sin plads ved skrivebordet med vished om, at dit valg ikke handlede om hende. Og at det ikke udelukker, at I kan tage på ferie sammen en anden gang. Jeg håber, din kollega er tryg nok til at kunne fortælle dig, at hun forlod kontoret, som hun gjorde, fordi hun blev ramt af noget i sig selv, men at hun ved, det er en gammel historie. Jeg håber, din kollega vil høre om dine planer og blive inspireret til at lave sine egne ferieplaner i år. Hvis hun ikke fortæller dig om sin sårbarhed, hvilket er helt i orden jo, så håber jeg, at hun kan komme og sætte sig alligevel, og at du opdager, at hun sidder over for dig som den kollega, du plejer at sidde overfor.

Ydre hændelser kan forårsage indre rystelser i uhelede sår og ubearbejdede mønstre. Og det kan tage meget med sig op. Det sker i familier. Det sker i venskaber. Det sker i kollegiale relationer.

Så: når vi mindst venter det, kan positive hændelser i andres liv sparke døren ind og kaste sin skarpe projektør på det, der gemmer sig derinde. Det der bliver holdt på (ubevidst og sådan set forståelig) afstand.

Ikke desto mindre er de her reaktioner, hvis de bliver erkendt og taget hjem, nogle af de mest gavnlige vejvisere, der kan gøre vejen kortere hen til mere fred. Og gøre den største smerte til den største gave.