Flere timers kig ind i flammerne under en åben fynsk aftenhimmel bragte ord om kærlighed ned i min notesbog:
"Det eneste vi kan love os selv, og et andet menneske for den sags skyld, er at gøre hvad vi kan for at holde hjertet åbent, så kærligheden kan få lov at flyde. Det er et stykke arbejde, for de fleste. Der er meget at opdage, undersøge, afkode, vikle ud og finde ind og frem til for at elske sig selv, en mand, en kvinde, et barn… og elske nok. Det kræver mod, vilje, bevidsthed og vågenhed at (turde) holde hjertet åbent, blive i det (ukendte) rum, med alt hvad det kan føre med sig af tvivl, utryghed, usikkerhed, gamle fortællinger og antagelser, der gerne vil styre vores liv." Inden min pen røg op i hånden, havde min kniv snittet i en pind og også lidt blod frem i en finger. Med toiletpapir rundt om såret fortsatte min pen: "Kærligheden er din vejviser. Kan kærligheden flyde eller kan den ikke? Når det er svært for den, så er det tid til at tage sig særligt godt af den, så er der noget at tage vare på, i sig selv først og fremmest. Hvordan vil du gerne leve dit liv, og hvordan går det med det? Jeg elsker at stille mig selv det spørgsmål. Det er som at spørge kærligheden, hvad den har brug for. Kærlighedens transportmiddel er grace (jeg kan ikke finde et rigtigt dækkende ord på dansk, så jeg nupper altså ‘grace’). Når kærligheden ikke kan komme frem med grace, så må jeg finde ud af, hvad der står i vejen’. Det begyndte at regne. "Grace er mildhed, klarhed, nærvær og ønsket om at være åben, være flydende, være uanstrengt til sted med bevægelserne i livet. Grace tillader også at mærke grænser. Når hjertet er åbent og modtageligt, bliver det tydeligere, når det der kommer tæt på hører til en anden. Det kan være følelsen af vrede, uretfærdighed, jalousi, behov for at skændes, grine af den anden, selv om der ikke er noget at grine af. Det kan være frygt for at miste, et stort behov for anerkendelse. Etc. Når det lykkes at se, hvad der er dit og hvad der er den andens triggers og følelser, så kan kærligheden lettere flyde fra sin kilde. Det kan den godt lide, og sådan har den det bedst. Når kærligheden får det sidste ord, giver det livet en chance for at åbne sluserne, og os selv mulighed for at ånde, frie, med integriteten intakt, i kærlighedens indre takt.’ "Når jeg kigger ind i flammerne kommer der tanker, der bare er helt sig selv", sagde min mor, inden hun med milde øjne krøb længere ned i læ af en halmballe og næsten blev væk i stilheden vi alle gav hinanden, så tankerne kunne få lov til at være med sig selv i bålbad.  “Min mor sagde jeg skulle gemme mine følelser bag lukkede døre, inde i skabet. Min far, han tog hjemmefra tit, uden at sige hvorfor." Sofie kigger på den lille tegning, jeg laver til hende: "Jeg kan godt se hvorfor jeg skal tale om det, der er under linien."  Selvom det er ubekvemt at tale om de følelser, hun aldrig har delt med nogen, så finder Sofie modet til at gøre det. Hendes veludviklede evne til at lukke ubehag inde vender hun til det som hun kalder gåpåmod. Dét bliver hendes nøgle ind til ‘følelserne bag døren’, og Sofie formår at mærke og fortælle om de følelser, bringe dem frem i lyset og give dem den kærlige opmærksomhed, som de har manglet.
Sådan flytter hun det under linjen op over den, til en vågen bevidsthed om noget “der bare altid har været sådan”, lige indtil nu. Sofie begynder at være mere tilstede i livet. Efterhånden, med mere over linjen end under den både kan og tør mærke følelser af at være forkert, dum, lille, utilstrækkelig, ubetydelig… og bange. Hun forstår også, hvorfor hun må tage kærligt vare på det, der plejer at give hende ubehag og som hun tidligt har lært at gå væk fra, ved at gemme det ‘bag lukkede døre’ og så dulme det, så det bliver derinde. Det her er en del af Sofies vej til forandring af det, der altid har defineret hende og hendes vej til transformation af de destruktive mønstre, som hun har haft mange grunde til at skabe. Det er en kompleks proces at transformere traumer. Det lyder måske stort. Det er det i grunden også. Det kan jo ændre et liv. Da jeg vendte mig om efter at have skubbet min fars kiste ind i rustvognen stod de der. Mine kæreste venner, min eks-mand og mine døtre. De var lige dér. De var der siden, når jeg havde brug for at tale om ham. Når vi møder op på de tidspunkter, hvor mennesker vi kender tager afsked med deres kære, er vi med til at bære sorgen sammen med dem. Vi kan ikke tage deres personlige sorg for dem, det skal vi heller ikke, men vi kan være med til at holde den et øjeblik, sorgen som indtil da måske både havde været fjern og ukendt … også frygten for sorgen kan blive et fælles eje, bare for en stund. For få dage siden talte jeg med en kvinde om hendes mor, der gennem en del år var blevet mere og mere væk i demens. Hun havde besøgt sin mor hver eneste dag i de år. Hun tog hen til hende med sin madpakke, hver eneste aften. Kvindens mor døde denne sommer, og nu sad hun foran mig og fortalte, at hun havde været sammen med morens familie, to måneder efter begravelsen, til en familiesammenkomst. Ingen, absolut ingen, havde nævnt hendes mors navn en eneste gang endsige spurgt kvinden, hvordan hun havde det. Den sorg jeg så i hendes ansigt, og som vi talte om ved samme lejlighed, handlede lige der mest om, at ingen var sammen med hende om at have mistet. På hendes arbejdsplads er der kollegaer, der spørger til hende med jævne mellemrum. ‘Det betyder virkelig meget, at de gør det’, sagde hun, tydeligt bevæget over at konstatere, at det ikke er fra hendes familie, hun får den omsorg, som ville gøre smerten og ensomheden lidt nemmere at bære. Jeg har talt med mange, der har mistet og flere har fortalt, at det værste de kan møde er ignorance, også selv om det er ‘i den bedste mening’. Hvis der ikke er plads til at sørge kan ensomheden, der ofte følger med, når vi mister, blive endnu større, ubærlig til tider. Jeg husker en mand, der havde mistet sit barn. Han fortalte mig, at det værste ved det samvær han havde med andre efterfølgende var, at de nærmest allesammen havde travlt med at få ham til ‘at komme videre’. Du skal måske få dig en hund, måske skal du begynde på badminton igen… eller skal du mon tage på den rejse, du altid har snakket om? ‘Hvorfor må jeg ikke bare få lov at sørge over at have mistet mit barn’, sagde han. Sorgen er naturlig. Ikke så velkendt at være i, for de fleste. Men den kan vise os ind til dybden, af hvor meget vi har elsket. Det ka’ tage tid. Men den er at finde. Kærligheden, når først vi når ind til den og kan omfavne den. Personligt oplevede jeg, at alle mine tårer efter min fars død skabte plads til at holde sorgen ud, og favne alle de forskellige hjørner og minder, den tog mig hen til. Jeg husker, at jeg i tre måneder græd, virkelig tit. Bagefter oplevede jeg, at sorgen havde ændret sig markant og jeg kunne være sammen med minderne og med min mor og hendes sorg på en måde, jeg ikke tror jeg ville have kunnet, hvis jeg havde lukket mine egne tårer inde og bedt sorgen forsvinde.   Hendes højre fod bevægede sig uroligt oven på den venstre. Så byttede de plads. Den venstre bevægede sig uroligt oven på den højre. Til gengæld var der ikke noget, der bevægede sig andre steder. Selv tårerne var sat på hold. 'Hvad ville være godt nok?' spurgte jeg hende, ‘hvornår er det godt nok, det du gør?’ Hun bøjede sig frem, holdt hænderne op foran sit ansigt og hviskede: ‘jeg ved det ikke … jeg prøver bare’ … lidt forpustet fortsatte hun … ‘og ved du hvad, jeg kommer ingen vegne'. Vi sad sammen i stilheden, der fik hende til at stoppe… i stilhed.
‘Jeg kan jo så godt lide at være stille … det har jeg helt glemt.' Tårerne fik lov nu. Det var gensynsglæden, der sprang ud af hendes blik, som åbnede sig og kiggede mig ind i øjnene. For første gang. ‘Hvad er kommet imellem dig og din stilhed?’ ‘Alle de andre’, svarede hun spontant. Hendes bryst hævede sig under hendes hånd, som hun havde lagt dér, da den første tåre fik lov at trille. Hånden fulgte med et dybt langt suk, længere ned. Ned på maven, hvor den lå roligt resten af tiden, imens begge fødder stod blødt ved siden af hinanden. Der er meget, der bliver anderledes, når vi husker, hvem vi er. |
